En mærkedag på Café Victor

Café Victor i København var yuppiernes foretrukne vandingssted i 1980erne. Champagnen flød, kreditkortene glødede, og bag baren stod Mads og sugede til sig. Det glimtede i solen ude foran Café Victor, og Mads var ikke i tvivl. Det var et Rolex. Fra sin plads bag baren var Mads blevet ekspert i at bedømme den slags. Han havde været bartender på Victor i et halvt år nu. Han var rank og høj, håret var kort, og skjorten var strøget så effektivt, at der var pressefolder på ærmerne. Butterflyen havde han selv bundet. Selvfølgelig.

Han snittede lime. På baren stod to store, franske stålfade fulde af isterninger og Corona-øl. Alle drak den nu. Selv om den kostede det dobbelte af en fadøl. Eller fordi. Ejeren af Rolex -uret trådte ind.

Powersuits
Han havde to venner med sig. De kom direkte fra kontoret; alle tre havde de store dobbeltradede sæt på, powersuits med enorme skuldre og mapper under armen. De kom hver fredag. De lagde deres store Time Managers på bardisken og vendte sig mod Mads. Det var en fredag sidst i firserne. Klokken var 16.00, og Mads var klar. Han vidste, hvad han gik ind til, og han glædede sig.

I den anden ende af indre by holdt Tom fyraften. Fra kontoret, hvor Farmafood holdt til, var der udsigt over søen. Tom var 22 år, men allerede produktchef. Han solgte et fiberslankeprodukt, og han kunne lide sin arbejdsplads. Han havde en cashmere- jakke på af mærket Young Boss, indkøbt på forretningsrejse til London, og sorte mokkasiner fra Dockside. Han havde taget slipset af. Rundt omkring ham sad de andre.

Alle spillede computerspil. Golddigger. Tom ville egentlig gerne være rig. Men han skulle have det sjovt, mens han blev det. De lidt ældre i firmaet havde stil. De tjente godt og behøvede ikke at tænke videre over, hvad de brugte sådan en fredag i byen. Tom så på sit ur. Rolex. En af de andre havde købt det med til ham fra Østen et sted. Han havde givet 200 kr. for det.

Folk kom i store grupper nu. Pigerne i deres spadseredragter drak hvidvin. Inde i restaurantafsnittet sad to mænd ved et bord og delte en flaske Alsace. Man måtte ellers ikke sidde der endnu. Men de måtte.

Det var midaldrende forretningsmænd. Guldmanchetter, guldlightere, velklippede. De talte dæmpet og hilste i ny og næ på yngre forbipasserende. Bekendte af deres børn. Fra de samme privatskoler nord for byen. De to herrer var ikke nogen, man læste om i avisen. De ordnede deres forretninger i stilhed. Sådan kunne de bedst lide det; men de havde noteret sig, at ikke alle delte deres strategi.

De nyrige
Mads kunne godt lide de to forretningsmænd, ligesom han kunne lide de fleste andre midaldrende gæster på Victor. Mænd med Mercedes. De både tjente og brugte deres penge på en mere afdæmpet måde end nogle af de yngre velhavere. De nyrige. Mads havde ikke kunnet undgå at høre mange af de unge velhaveres samtaler, og det var ikke tilfældigt, for de talte for at blive hørt:

»Ja, så solgte jeg ejendommen til et tredje selskab og købte den tilbage om eftermiddagen. Fortjenesten satte jeg i et anpartsselskab og fik dem ned til Luxembourg«.

Mange af de unge, der dukkede op, forsvandt pludselig. En havde hængt sig, en anden var på Skt. Hans og en tredje i fængsel. Nede i hjørnet af lokalet hang en tv-skærm. Den var online med Fondsbørsen, og det havde vakt et vist postyr, da den blev sat op. Nogle gad ikke se på kurser, når de holdt fri, andre var glade for den og spiste deres frokost med et øje på skærmen og en finger på telefonen.

Mads havde ikke råd
De tre powersuits var på deres anden Corona nu, og de havde fået selskab. En stamgæst med pagehår og en squashtaske under armen havde sluttet sig til dem. Han havde et Leonard- slips på til 798 kroner nede fra London House. Mads spurgte, hvad han ville have at drikke og komplimenterede hans valg af ketsjer. Prince. Grafit. De talte lidt om squash over baren og blev så afbrudt af et af de tre powersuits.

»Okay, Mads, her kommer lige en test«, sagde et af powersuitene og kiggede rundt på de andre. Mads var vant til at blive testet og lyttede.
»Hvad er det for en jakke, jeg har på?«.

De to andre powersuits og den nytilkomne med pagehår så til. Mads så på knapperne, på farven og på den måde skuldersømmen sad. Han tænkte et øjeblik og kastede sig så ud i det.

»Det er en Corneliani «.

Fyren åbnede langsomt jakken. De andre tre lænede sig frem. Mærket kom til syne. Corneliani. De brød ud i et overrasket grin. Mads smilede.
»Jeg sagde det jo«, sagde powersuitet.

»Tag en fadøl på mig, Mads. Er han ikke vild?«.

Mads var mere end en bartender. På mange måder arbejdede han med det, der interesserede ham allermest. Alt det de havde på. Var det en Mont Blanc -pen? Var brillerne Cartier ? Tasken Dunhill ?

Boss eller Lezard?
Var det Boss eller René Lezard ? Hver dag var han omgivet af alt det, han læste om derhjemme i 'GQ' eller 'Esquire'. Han kunne føre lange samtaler om forskellen på Time Manager, Time System og Filofax , og sådan havde han egentlig altid haft det. Da han gik i gymnasiet og boede i Kolding, var han surfer om en hals og holdt de rigtige, amerikanske surfblade og gik i de rigtige jeans med bare tæer i sejlerskoene; også om vinteren.

Senere, da han var flyttet til København og var blevet sergent i Livgarden, supplerede han sit udstyr med specialeffekter købt via amerikansk postordre. Hans oppakning kunne lidt mere end alle de andres. Formen havde altid betydet lige så meget for ham som indholdet.
Han elskede at lære koderne og kommunikere med dem. På Victor var han nødt til at kommunikere om dem. For han havde ganske enkelt ikke råd til at være med. Men han var der, og det var fredag, og han var på arbejde bag byens førende bar.

Tom gik bagest, da de trådte ind på Victor. Han og tre andre fra Farmafoods havde været på Peder Oxes Vinkælder og spise. Ikke noget fancy. Bare en bøf. Og selv om de havde råd til dyr vin, havde de drukket husets. Men nu var det Victor. Det var stemningen, de kom for.

De smukke piger. Arketyper fra nordkysten med YSL- tørlæder og pæn udtale. En af de ældre gik i baren og kom ned med fire gin-tonic. Tom så sig omkring. Han var selv fra Lynge, og det var han ikke flov over.

Ved bordene i restauranten var der fyldt. I hjørnet ved et af de attraktive borde langs vinduerne sad en gruppe unge mænd, Deres bord var fuldt af dyre flasker. En fyr med lyst krøllet hår rejste sig og pegede op på en kvindelig bartender.

»Hey«, råbte han.

»Kom lige her engang. Det træ her stinker. Hvad fanden har I gjort ved det? Har katten været her og pisse på det eller hvad?«.

Den kvindelige bartender ilede ned for at se. Mads fulgte optrinnet bag baren. Han kendte godt den fyr. Han kørte Porsche og var midt i tyverne. Han havde penge - sin fars - og var en sur, lidt sengevæderagtig type. Altid brovtende og uforskammet. Han var sammen med nogle balletdansere og nogle herlufsholmere.

Tjeneren var nede ved deres bord nu. Hun stak hovedet hen til oliventræet for at lugte, men kunne øjensynligt ikke lugte noget forkert, og stak hovedet længere ind mod stammen. Den lyshårede stod bag hende.

Da hun havde næsen helt inde ned olivenstammen, gav han hende en pedal bagi, så hun bankede næsen ind i træet. Så slog han en skraldlatter op og så triumferende på de andre. Mads sprang ned til bordet og tog fat i fyren.

»Ud!«.

Fyren fulgte modstræbende med til døren. Mads gelejdede ham ud. Fyren vendte sig i døren.

»Din opsigelse er ikke længere end et telefonopkald væk!«, sagde han koldt.

Ikke så meget snak
Mads hørte ikke efter. Han havde hørt det før. Som barchef havde Mads indskærpet de andre ansatte, hvordan tonen skulle være. Man skulle være flink og servicerende, men ikke slikke folk i røven. Med visse undtagelser selvfølgelig. Det var Victor, de arbejdede på. Victor! 1. division. Espen var en af dem, der arbejdede under Mads, og han kendte stedet.

Han havde sejlet i Skovshoved Sejlklub, siden han var dreng, og havde selv været fast gæst på Victor, før han begyndte at arbejde der. Han elskede den løsslupne stemning. For ham at se var Victor det sted i Danmark, der mindede mest om St. Tropez eller det hedengangne Studio 54 i New York. Ikke så meget snak. Bare en masse champagne og dans på bordene.

Det skete, at det gik over gevind, som sidste fredag, hvor tre af de unge fastmovers , dem der aldrig vaskede skjorter, men bare købte en ny hver eftermiddag, havde haft en escortpige med ind og fået hende til at strippe i sofaen, mens de oversprøjtede hende med Dom Perignon . Der var elementer af dårlig stil og smagløshed indimellem.

Der var nogen, der troede, det var gjort med en charmeklud og en masse hurtige penge, og han havde hørt mange tale højt om, at de sejlede i Skovshoved, selv om han aldrig havde set skyggen af dem og var sikker på, at de ikke kendte forskel på styrbord og bagbord.

Dans i sofaen
Men han elskede, når der blev danset i sofaerne, og han tog det ikke for mere, end det var. Victor var ikke et sted for folk, der tænkte for meget over tingene, og det var et af stedets forcer. Man skulle ikke finde svaret på noget derinde. Og man skulle ikke finde sin kone.
Tom var gået i baren. Det var hans tur til at give.

Han havde stået der længe. Ned langs baren stod andre fyre på hans alder. Hver anden havde et Rolex på. Tom rakte armen i vejret og prøvede at hidkalde en bartender. Hans skjorte røg op, og hans eget Rolex kom til syne.

»Tjener«, prøvede han med en finger.

Der blev skævet til ham. Så satte han irriteret sin albue på bardisken, og i det samme røg glasset af uret. Det hoppede ned på disken. Dernede lå det i noget, der føltes som en evighed og snurrede. Han så det i slowmotion. Han så også de grinende munde omkring sig. Så tog han urglasset og fortrak fra baren. På vej ned til de andre puttede han uret i lommen.

»Jeg kunne simpelthen ikke få fat i en bartender«, sagde han.

»Okay«, sagde en af de andre.

»Skal vi ikke gå på Annabell's?«.

De gik.
Mads var i sit es bag baren nu. Han havde det lidt som en rockstjerne.
Han havde skruet op for musikken, og han havde tre flirter kørende uafhængig af hinanden. Bag baren talte de om de to gutter, der havde spist for 12.000 kr. med to piger. De havde smidt hver deres credit card op i en brødbakke og trukket om, hvem der betalte. Det kunne kun ske her.

Nede i restaurantdelen var et par af de vildeste piger sprunget op i sofaen. Deres hæle gik gennem læderet. Sådan skulle det være. Betrækket blev skiftet hver måned.
Tom og de andre var nået over til Annabell's på Kgs. Nytorv. De stod i kø. Stedet var en af de tre muligheder, der eksisterede om natten efter Victor. Privé og Isis, begge i Ny Østergade, var de andre to. Tom nåede op til dørmanden og skulle til at træde ind. Men blev stoppet.

»Det er kun for medlemmer«, sagde dørmanden.

»Nå«, sagde Tom.

»Hvordan bliver man medlem?«.

»Det er ikke noget man kan blive«, svarede dørmanden.

»Det er noget man er«.

Tom gik ned ad trapperne og tog en taxa hjem til Amager.
Klokken var ved at være to, og Mads kaldte tjenerne sammen. På et signal fra ham løste de alle sammen deres butterfly. Victor var lukket. Ved baren stod stadig stamgæsten med pagehår og squashtaske. Han vinkede Mads hen.

»Jeg har stået og tænkt over noget«, sagde han.

»Jeg kunne godt tænke mig at arrangere en squashturnering for nogle af de faste herinde. Vil du være med til at lave den?«.

Det ville Mads gerne.